servitutter

Da Marievej i 1982 kom i mediernes søgelys (sagen om Kvindehjemmet), citerede man flere steder fra servitutterne, der blandt andet indeholder bestemmelser om, at “folk af arbejderklassen” ikke må bo på vejen. Berlingske Tidende gik så vidt som til at konsultere Justitsministeriets lovafdeling, der udtalte, at det en domstols opgave at tage til, om en sådan servitut i dag er diskriminerende eller ej. Der er dog tvivl om, at servitutterne formelt stadig er gældende.

Hvordan lyder teksten i en typisk servitut fra en ejendom på
Marievej? Nedenfor citeres fra skødet på Marievej 8 ( dateret 24.4.1901):

“Der kan kun bygges 1 Vaaningshus paa Parcellen, og det maa ikke være højere end 2 Etager foruden Kælder, Kvist, Taarn og deslige, og ikke indeholde flere end 2 Lejligheder og maa ingen Lejlighed bestaa af mindre end 3 Værelser foruden Køkken og Pigekammer. Ingen Lejlighed i Vaaningshuset

maa benyttes til Bolig for Folk af Arbejderklassen, hverken i dens Helhed eller for en Del, Udhuse paa Parcellen maa ikke benyttes til Bolig udenfor Personer, gifte eller ugifte, der er Tyende hos eller staa i Tjenesteforhold til en i Vaaningshuset boende Familie. Enhver Bygning som opføres paa Parcellen, og som er højere end 5 Alen til Tagryggen skal med sin nordlige Murlinie ligge mindst 10 Alen fra den fra Strandvejen til Øresund anlagte Vej, Marievej kaldet, dog er det tilladt, at en fra Muren udkroget Karnap paa Vaaningshuset springer indtil 1 1/2 Alen længere frem. Skorsten maa ikke findes i Forhaven; fra Marievej og i en Afstand af 10 Alen fra denne, og paa Parcellen maa ingen Skorsten være under en Højde af 13 Alen fra Jordoverfladen til Piben. Fremdeles maa der i Forhaven ikke findes Retirade, Stald eller lignende Bygning.”

“Paa Parcellen maa ikke drives nogen af de i Lov af 10. Marts 1852 nævnte Næringsveje eller haves Oplag af de i Loven nævnte Genstande. Fremdeles maa der ikke drives noget Værksted, nogen Fabrik eller nogen Beværtning eller haves noget Udsalg eller øves nogen

Virksomhed, som ved Røg, Støv, ilde Lugt eller paa anden Maade kan volde Naboerne Ulempe. Endelig maa der paa Parcellen ikke etableres nogen Vognmandsforretning derunder Droskeforretning, ligesom der selvfølgelig ikke maa være nogetsomhelst Svinehold paa
Parcellen.
Paa Parcellen maa ikke findes Pil, Ask eller Bævreasp, og i Forhaven; fra Marievej og indtil en afstand af 10 Alen fra denne maa ikke være Træer eller Buske, Lysthuse eller andet, der er højere end 5 Alen.

Køberen og enhver følgende Ejer af Parcellen er pligtig til at sætte og vedligeholde Hegn langs Parcellens hele Grænse mod Øst. Som forsvarligt Hegn anses et Stakit af 1 3/4 Alens Højde, og maa intet hegn, hvadenten det bestaar af Hæk, Stakit, Plankeværk, Mur eller andet, være højere end 5 Alen.”

Det fremgår af skødet, at disse forpligtelser er ubetinget gældende indtil 1.1.1950. Herefter vil enkelte eller alle bortfalde, såfremt 2/3 af ejerne idet udstykkede områder afgiver skriftlig erklæring herom -men det er, så vidt vi kan se, faktisk aldrig sket.